Uberettiget krav fra Peter Forchhammer

2/12/2015

hand

 

Det fremgår at diverse medier i dag onsdag den 2. december 2015, at den konkursramte finansmand Peter Forchhammer forsøger at få udbetalt et honorar ved at trække Hellerup Finans i retten. Han hævder, at selskabet skal betale ham ca. 1 mio. kr. for udført arbejde.

Hellerup Finans har haft en aftale med Peter Forchhammer, hvor hans opgave bestod i at afsøge markedet for interessante venture investeringer. Aftalen var en ”no cure – no pay” aftale, hvor der var aftalt et ”finders fee”, hvis Hellerup Finans endte med at investere i en af de venture investeringer der blev præsenteret for os.

”Vi har afholdt mange møder og afholdt mange omkostninger til rådgivere i forbindelse med de muligheder der blev præsenteret for os af Peter Forchhammer. Desværre har ingen af vores møder og afholdte omkostninger resulteret i en transaktion, hvilket skyldes mange forskellige årsager udenfor vores kontrol. Vi valgte derfor at opsige samarbejdet med Peter Forchhammer på grund af manglende resultater,” forklarer Torben Jensen, adm. direktør for Hellerup Finans.

Efter opsigelsen fremsendte Peter Forchhammer et krav på ca. 1 mio. kr. Kravet fra Peter Forchhammer kommer ikke fra ham selv. Kravet kommer fra et selskab, der hedder Mafo ApS, der er 100 pct. ejet af Peter Forchhammers hustru Maj-Britt Forchhammer. Dette selskab har Hellerup Finans aldrig samarbejdet med. Mafo ApS har efter et par svære år brug for frisk kapital. Selskabets seneste årsregnskab viser et underskud på 1,6 mio. kr., en negativ egenkapital på 2,5 mio kr. og da Mafo ApS ikke har afregnet skat rettidigt advarer selskabets revisor om, at ledelsen kan ifalde ansvar.

Vi har naturligvis afvist ethvert krav – både fra Mafo ApS og Peter Forchhammer, og vi ser frem til at sagen kommer for retten i 2016.

 

Du kan læse artiklerne her:

http://www.business.dk/finans/hellerup-finans-staevnet-af-finansmand

http://finanswatch.dk/secure/Finansnyt/article8262734.ece

http://finans.dk/protected/finans/erhverv/ECE8261917/Engangssprøjter-lover-igen-investorer-guld-og-en-bedre-verden/

http://finans.dk/protected/finans/erhverv/ECE8257058/Børskandidat-og-finansmand-i-bitter-strid/