Vi gennemgår lige nu en due diligence udført af pressen

8/12/2015

HFlogoheader

 

Vi forventer at notere Hellerup Finans Holding på OMX Nasdaq (Københavns Fondsbørs) inden udgangen af 2016 – og er allerede inden børsnoteringen havnet i en massiv mediedækning.

Vi havde gerne undværet den nuværende omtale, der skaber et billede af at vi foretager os noget forkert. Vi beklager overfor alle, at vi er blevet centrum for en unuanceret mediedækning. Kritikken er i de fleste tilfælde fejlagtig, og vi kan tilbagevise de påstande, som eksperter og medier fremsætter.

Når et selskab skal børsnoteres, skal der foretages en juridisk og økonomisk due diligence af selskabet, så markedet kan være sikker på, at alle relevante oplysninger er oplyst og korrekte.

Den aktuelle mediedækning kigger på alle forhold omkring Hellerup Finans, og vi betragter det som endnu en due diligence der udføres – denne gang bare af pressen. Vi mener, at det vi oplever lige nu, giver vores nuværende og kommende aktionærer et solidt grundlag til, at træffe en beslutning om køb og salg af vores aktier. Vi vil fremadrettet bruge den massive pressedækning konstruktivt. Vores kendskabsgrad er steget markant – et positivt element i en ellers unuanceret mediedækning.

Vi tror på, at kritikken bedst kan besvares ved, at vi leverer overbevisende resultater. Vores resultater er allerede overbevisende på mange områder, og vi vil arbejde hårdt for, at gøre det endnu bedre.​