Hver fjerde ung har et forbrugslån

SPONSORERET

En ny undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk og Trygfonden viser, at hver fjerde ung mellem 18 og 30 år skaffer penge til at finansiere forbrug med blandt andet kviklån, afbetaling og overtræk på kontoen.

Undersøgelsen hedder ”Unges vej ud på Lånemarkedet” og udgøres af svarene fra 1.924 unge voksne mellem 18 og 30 år. Den viser, at hver fjerde ung har én eller flere former for forbrugslån, og at flere og flere vælger at gå i den retning, når ting som nye telefoner, computere eller husleje skal finansieres. Disse lånevaner rammer især de sårbare unge – det vil sige dem uden arbejde og med korte uddannelser – og det er især afbetaling, der bliver brugt flittigt.

Det viser sig dog, at et forbrugslån ikke altid den bedste vej at bevæge sig i, selvom det er en fristende måde at løse pengemanglen på, for mange af dem, der har forbrugslån som unge, er også dem, der oplever at have problemer med gæld, hvilket kan have konsekvenser for de unges fremtidige økonomi. 

Rammer sårbare unge

Undersøgelsen viser ikke kun, at det er unge voksne mellem 18 og 30 år, der særligt benytter forbrugslån til at finansiere deres forbrug, den viser også, at det især er de sårbare unge, det går ud over. ”Sårbare unge” vil sige de, der er uden arbejde eller har korte uddannelser, og de er i særlig risiko for at havne i gældsproblemer. Undersøgelsen viser, at 44 procent af unge med en erhvervsfaglig uddannelse har et forbrugslån, mens dette kun gælder for 28 procent af unge med en mellemlang videregående uddannelse.

Markedsføringen af forbrugslån er nemlig særligt rettet mod de sårbare unge voksne, der har korte uddannelser eller er kontanthjælpsmodtagere, og de oplever ofte at blive spammet med reklamer for lån af denne type. Det forklarer hvorfor procentdelen af unge med korte uddannelser, som har forbrugslån, netop er langt højere end procentdelen af unge med mellemlange videregående uddannelser med samme type lån.

Forbrugslån er den mest udbredte lånetype

Det lånemarked, undersøgelsen omfatter, dækker over alt fra afbetaling uden renter til kviklån med korte løbetider, og når alle disse samles under ”forbrugslån”, er forbrugslån den mest udbredte form for lån blandt unge. Forbrugslån er altså mere udbredt end SU-lån, boliglån og lån hos venner og familie.

Køb af varer og ydelser på afbetaling er en af de mest brugte former for lån blandt de unge, og mængden ser ud til at stige; i 2015 købte 5 procent på afbetaling, mens 8 procent gjorde det i 2017. Afbetaling bliver ofte brugt i forbindelse med, at mobiltelefoner og computere skal finansieres. Det tyder derfor på, at det bliver overset, at afbetaling svarer til at tage et forbrugslån eller et kviklån, hvilket de unge ofte er lidt mere betænksomme omkring.

Problemer med at tilbagebetale lån

Et af de helt store problemer med, at så stor en andel af unge har forbrugslån hængende om ørerne er, at mange af dem oplever at have problemer med at betale lånene tilbage. 21 procent af de unge, der deltog i undersøgelsen, svarede nemlig, at de oplever at have tilbagevendende betalingsproblemer. Kun 8 procent af de unge, der ikke har et forbrugslån, har problemer med dette.

Problemer med at betale lånte penge tilbage resulterer i dårligere trivsel blandt de unge, og det kan i fremtiden blive svært for de unge, som allerede har gæld, at optage boliglån eller at låne til en bil. Sådan en gældsspiral er svær at komme ud af, når først man er havnet i den, og det er derfor bekymrede, at det er et stigende problem hos de unge voksne.

Forbrugerrådet Tænk, som står bag undersøgelsen, ønsker, at der skal sættes et loft for, hvor høje omkostninger, der må være for at optage et lån, så det for forbrugeren bliver tydeligere, hvad vedkommende ender med at skulle betale for sit lån. Så kan problemer med tilbagebetaling af lån formindskes. Men mens chefkonsulent Bo Dalsgaard hos Dansk Erhverv er enig i dette, understreger han også, at virksomhederne allerede er gode til at vurdere om forbrugeren vil være i stand til at betale lånet tilbage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *